meta.ultimatum dag 27
Vandrer med min elskede, på en grøn mark med vårens gennemgribende instanser i fuldt vigør. Marco Polo er for længst draget på flugt, vildnisset har åbnet sine inderste hemmeligheder, og deler igen livslysten ud af sine nådegaver, som ødselt fabulerende skal sende et majestætisk signal til omverdenen om, hvordan tingene falder i hak når bare man ikke kvæles af vinterens gnistrende kulde. To gribbe kaster sig grådigt over et ådsel, mens vi betaget kigger på dette a la carte måltid, som kun kan betragtes som dagens ret. Som sollyset der fjerner skyerne, med en venligt stemt hånd, flår gribbene huden af kadaveret, og blotter sener, væv og skelet. Som en nyfødt, der i smertens skrig over modvilligt at være blevet født, samles indvoldene med luftens partikler, til det som bliver deres endeligt. Elskende der opfatter sig selv som udødelige, ser dette enestående møde, som kun naturen ved er kortvarigt, et intelligent sammensurium, så aldeles smagløst at vores blikke står naglet, som Kristus til korset. Blodplasmaet går øjeblikkeligt i ledtog med partiklerne, den nyetablerede hær kaster sig skødeløst over bloddråberne, koagulationen er begyndt, som en nådeløs illustration af voldtægtens magtovertagelse, udelukkelsen af kollegial nydelse. Da skelettets splintring kan høres i fjerne egne, som skrigene fra druknende sømænd, er min elskede og jeg allerede flygtet i ly for meningernes uudholdelige subtraktioner.
