meta.ultimatum dag 28
Solens stråler kvaser brostenenes kæber, klemmer sig ind mellem liv og død, virker påtrængende afklaret om suspekte forhold, som uforklarligt brydes af længsel og tvivl. Et plasma-kompleks, hvor forførelsens vilkår manifesteres, som et produkt af henfalden lykke. De kunstige kindben smækkes på plads, så synergien afstemmes med forventningens polemiske krav. Trækker du stadig vejret? Et sind der har fået så mange tæsk, at det ligner en syntetisk kransekage, underholdt af varieté-teatrets storslåede usselhed. Sjælens føde er jo hjernemasse, kogt ved svag varme, lad derfor dit hjertes kirkespir pege mod min trone, for det er sådan nogle som os, der får verden til at gå.
