meta.ultimatum dag 31
Med en økse af fornuft, snitter jeg Øjeblikkets Bestanddele ud i otte lige store slices, en monstrøs handling som selvfølgelig kræver kronen. Med en motor, brummende taktfast til hjertets slag, moser jeg cementen op på landevejens evighed, kørende på dæk fyldt af desperate åndedræt, mærker hvordan det substansløse tæller dobbelt i skæret af det fragmenterede jeg. Sindets imaginære selvopofrelse, kvæler dandyismens uudgrundelighed, en uendelig inddeling af lidelserne som svulmende antager kontraster, der kan refereres direkte til himmelens omelet.
