meta.ultimatum dag 41
Uendeligt nervøst har månen lagt sig ned, mellem træernes udstrakte arme, som på denne tid af året, gør de ting de egentlig slet ikke kan lide. Væmmeligt snavsede hænder, bevæger sig rundt på min krop, som jeg fuldstændig har glemt billedet af, da mit spejl ikke længere reflekterer virkelighedens holdninger, det ender i basar og kødmarked, som resistente bakterier nyder som et kaffeslapperas, et virus som hænger ud ved virkelighedens røvhul og gnubber sig op af de hørmende drømme som stille brænder i mig. Da Morten Nielsen åbnede skyernes indre, hvad var det så egentlig han så?
